Tommy har sendt følgende tilbageblik på 1. holdets slutspilsdag på "Uganda Ground".

 

4. og sidste runde i Dansk Petanque Forbunds sommerlandsturnering.

 

I weekenden den 22. og 23. september, spillede Amager P96’s 1. hold 4. og sidste runde i Sommerlandsturneringens Danmarksserie-2 under DPF.

Holdet bestod af følgende spillere: Gitte, Verner, Flemming N., Poul, Steen, Bente, Carl-Johan, Ernst, Bjarne, Tommy og Finn (holdleder)

Efter 3. runde lå vi på næstsidstepladsen med 3 point og var i fare for at rykke ned, idet Poulsker lå på sidstepladsen med 0 point. Vi skulle altså kæmpe for ikke at rykke ned i regionalrækken.

Lad det være sagt med det samme. Alle på holdet kæmpede det bedste de havde lært. Vi havde et hårdt program, idet vi om lørdagen skulle møde de 3 hold, der lå i toppen af tabellen, så forventningerne var ikke store.

Men efter nogle meget spændende kampe fik vi kæmpet os til 4 point om lørdagen, idet vi spillede 4-4 mod Lynge 2. Derefter lammetævede vi Hedebo 3 med 5-3 (de lå på 1. pladsen) og derefter gik det ud over Hornbæk 2, som vi fik 4-4 imod.

Således beruset af selvtillid, mødte vi op søndag morgen til de 2 sidste kampe. Vi vidste på det tidspunkt, at vi havde reddet r…. i Danmarksserien. Om det var det, der fik koncentrationen til at falde en smule, ved jeg ikke, men vi tabte til det andet Bornholmer hold, Viking med 3-5 - øv.

Vi skulle slutte søndagen af mod Poulsker, som på det tidspunkt var dømt til nedrykning. Vi skulle med andre ord kæmpe for og bevise, at vi høre hjemme i Danmarksserien. Efter de tre tribler førte vi med 2-1, så vi skulle vinde 3 kampe mere for at få sejren hjem. Holdet kæmpede for klubben, og selvom Gitte og undertegnede havde en meget spændende 4. double, som endte med et nederlag på 12-13, havde holdet kæmpet for sejren og den samlede sejr blev på 5-3.

Tak til mine medspillere for en forrygende weekend. Tak til Lena og Inger fordi de sørgede for mad og drikke til alle 8 hold (80 spillere). Tak til Jørn og Villy fordi de gik til hånde og sidst men ikke mindst tak til de medlemmer fra klubben, som mødte op og heppede.

 

Petanquehilsen Tommy.

 

 

Ingolf Ærbo Jørgensen, vores forhenværende næstformand og webmaster, kom i løbet af dagen på visit på banerne og fik disse stemningsbilleder fra turneringen i kassen.

Ingolf har for god ordens skyld sikret sig ophavsretten til billederne - det ku' jo være TV2 eller DR kom forbi:-)